|
Lidt om MiaDiva
MiaDiva er et nystartet opdræt af den Hellige Birma.
Navnet MiaDiva er et lille islæt fra mine italienske aner, og blev brygget sammen, da jeg i 2007 købte min første avlshun. Selvfølgelig skulle begge dele danne kattepoter i mit fremtidige fritidsvirke.
Familien består af vores 3 dejlige piger: Line, Katja og Frida samt min mand, Allan, og mig selv, Danila. Vi bor på en gård i Stenløse; et skønt sted, som vi er i gang med at bygge om.
Vores katte har fri adgang til hele huset samt en løbegård i tilknytning til huset.
Vores ideologi er at opdrætte sunde og racetypiske birmaer med et kærligt, tillidsfuldt og socialt sind.
Vi tager ikke specielt hensyn til kattene (udover de almindelige sikkerhedsforanstaltninger for indekatte) men lader dem følge med i vores liv, med alt hvad dette indebærer af gæster, musik, leg, madlavning m.v. Vores killinger vil, lige som vores voksne katte, være i hænder hver dag.
Interessen for katte startede i vinteren 2005/2006 efter et besøg på katteudstilling i Jyllingehallen. Vi faldt pladask for britten med dens enorme volumen og karakteristiske katteudtryk. Men ikke nok med det faldt vi også for den lækre cremefarvede birma med de fantastiske blå øjne, den smukke maske, kraftfulde hale og hvide sokker. Til Allan's store ærgrelse kunne vi ikke modstå, og han bukkede under for de vedvarende plagefulde tøser.
Jeannie Persson (Beachhill's) blev kontaktet, og vi blev i løbet af få måneder ejere af vores første britte, som med sin lækre chokolade farve og store gule øjne indynder sig med ydmyghed, når vi får gæster. Bruno var 100% Line's og min kat, - og ja, jeg skriver "var", - for desværre mistede vi Bruno i sommer 2009 efter meget kort tids sygdom. Vores smukke britte drog over regnbuen.
Få måneder efter indtog vores første birma Cæcar vores hjem. Med høj haleføring skulle han nok vise os, hvem der bestemmer, og hvis vi mener noget andet, så er han da nærmest ligeglad. Han lever i sin egen tro på sig selv, hvilket han charmerer sin ind med hos mangt og mange. Cæcar var vi så heldige at købe hos Helle Becker (Lehmann's).
Cæcar er mors kat.
Året efter kom jeg i kontakt med Lisette fra GiaGuyon's, og i april 2007 var vi så heldige, at vores lille diva blev født. Heldigt for os havde hun ikke helt den udstillingskvalitet, som Lisette ønskede, hvorefter vi med stor glæde hjemtog Malou som opstart på vores katteri MiaDiva.
Malou er Katja's kat.
Men når vi nu har fået en avlshun og har pladsen til at lave et kattehus til en fertil hankat, gik søgningen i gang i foråret 2008. Nu var kravene på plads, ingen pardong, jeg ville bare have en blåtabby, stor, kærlig og helt uimodståelig hankat, som skulle bruges til avl og show. Det var nu ikke så let, men efter endt sommerferie i august 2008, kørte vi glade hjem fra Ole og Pia (Sir & Lady).
Baxter indtog vores hjerter med sin kærlige, kluntede "lillebror- væremåde". Helt og aldeles ligeglad med hvad vi siger til ham, og får til fulde sin vilje, når han sender os et af de der helt uimodståelige blikke, som får selv den helt hardcore Allan til at smelte. Baxter er meget talende.
Baxter er vores alle sammens kat, men idet Frida var med ovre og hente ham, synes de at have en dejlig samhørighed.
Bailey kom hjem til os i august 2009 efter Bruno's død, for vores familie kan ikke leve uden en eller flere britter. Så da den første sorg havde lagt sig, kontaktede jeg Helle fra Coolbear, og vores første creme han britte har nu invaderet vores hjem. Han er elsket af os alle - dog ikke af alle kattene. Idet han endnu ikke er neutraliseret, udgør han en konkurrent for Baxter, så de er ikke gode venner. De andre kigger med overbærenhed på ham, som om: "ja, du er jo "bare" en lille killing" :-).
Bailey er hele familiens kat, han snakker og elsker at fjolle rundt.
Mac, Lines forskud på 18 års fødselsdagsgave, kom i oktober 2009 hjem og bo hos os. Mac var en chokolade britte som vi hentede hos Gert og Berit (SkaaningCats ).
Mac nåede desværre ikke at blive en dejlig gammel kat sammen med Line. Mac døde få dage før jul 2009 af en medfødt hjertefejl, til stor sorg for Line, som nok ikke foreløbig tør binde sig til en chokolade britte :-(
Endelig blev Malou drægtig og d. 31. oktober 2009 fødte hun 4 uimodståelige killinger, 4 hunner. Ja hvem kunne stå for dem, og da Angel ret hurtigt voksede sig stor, kraftig og med en personlighed som sagde spar to, ja og Allan's hjerte smeltede meget hurtigt. Så måtte hun da blive hos os, og er således vores første lillamaskede birma.
Angel er den mest talende af vores birmaer, der er ingen tvivl om hvor hun har arvet dette samt udseendet fra, nemlig hendes far Sir Baxter.
Angel er uimodståelig, virkelig en vidunderlig kat.
I august 2010 blev vores nye lillamaskede hankat Manse hentet hjem fra Sverige. Vi er umådelig glade for at Gunilla fra Blue Tinder's i Sverige, havde tillid til at sælge os denne guldklump.
Manse er nu blevet efterfølgeren til Sir Baxter.
Manse vil under ingen omstændigheder være alene, han snakker meget og spinder og snakker lige så snart vi taler til ham.
Vi er alle vilde med ham og han har stor tillid til os alle.
Manse har lagt sit hjerte hos Line, ubetinget.
Seneste skud på stammen er Baby Christmas efter vores egne Malou og Sir Baxter. Baby er blåtabby og har som sin søster fra Angel et fantastisk temerament, er utrolig kærlig og talende. Er endnu lille (4 måneder), men vi glæder os til at se hvad hun kan udvikle sig til. Ligner sin far på en prik, hvilket varmer mit hjerte.
|